Indbydelse til forberedelse af elever, som ønsker at modtage første hellige kommunion i 2022

Kære forældre og elever,

Søndag den 5. september 2021 starter vi et nyt undervisningsforløb for de børn, som skal modtage deres første hellige kommunion torsdag den 26. maj 2022.

I den anledning indbyder vi forældre og børn til et  introduktionsmøde søndag den 29. august 2021 i menighedssalen kl. 11.00 efter højmessen. Det er vigtigt, at i hvert fald én af forældrene er til stede for at kunne modtage de nødvendige informationer.

Undervisningen, som varetages af Patrick Elm, foregår hver søndag i præstegården kl. 9.00 – ca. 9.50 og omfatter ligeledes deltagelse i søndagsmessen kl. 10.00 – ca. 10.45 – afhængigt af eventuelle fremtidige corona-relaterede restriktioner . Undtaget er søndage, som falder på ferier og visse højtider. En samlet undervisningsplan udleveres på første undervisningsdag. 

Medbring venligst en kopi af elevens dåbsattest til mødet.  Vi kan også  kopiere dåbsattesten på stedet, hvis I ikke  har adgang til en kopimaskine.

Koster det noget?

Der opkræves et gebyr på kr. 150, som dækker udgifterne til undervisningsmaterialer samt medlemskab af DUK (Danmarks Unge Katolikker). DUK arrangerer i løbet af foråret en weekend, som man skal være medlem for at deltage i. Vi anbefaler, at man deltager og på den måde får lejlighed til at være sammen med andre unge katolikker fra hele landet.

For de elever, der allerede er medlemmer af DUK, opkræves et gebyr på kr. 75.  Vi beder jer venligst medbringe de 150 eller 75 kr. til mødet. Hvis I foretrækker at overføre pengene via netbank, – reg.nr 3001 kontonr. 3002039389 – er det selvfølgelig også en mulighed.  Husk at skrive kommunion og elevens navn i tekstfeltet til modtageren.

NB!  Modtagelse af første hellige kommunion forudsætter, at eleven er døbt og har deltaget i hele under­visningsforløbet. Såfremt eventuelle forsømmelser har et omfang, som gør, at vi må konstatere, at eleven ikke har erhvervet de nødvendige forudsætninger for at modtage sakramentet, kan sognepræsten beslutte at henvise eleven til undervis­ning det følgende år.

Tilmelding sker på mødet den 29. august. Hvis man er forhindret i at deltage, bør man så snart som muligt henvende sig på sognekontoret – bedst på søndage efter messen kl. 10 eller 11.30 – eller kontakte sognepræsten eller Patrick Elm på de nedenstående numre.

Med venlig hilsen

Julian Bodnar C.Ss.R       Patrick Elm

Tlf. 5572 0985                   Tlf. 60 302 302

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *