LIDT på TYSK FØRST, – skrevet af den aktuelle provincial:
Missionarische Seelsorge in Dänemark
Bald sind es 125 Jahre her, dass Redemptoristen aus Österreich in der dänischen Diaspora eine Missionsstation gründeten, die immer noch besteht. P. Provinzial Martin Leitgöb befand sich zum Antrittsbesuch bei seinen Mitbrüdern in Dänemark.
Im Jahre 1899 kamen die ersten beiden Redemptoristen, P. Gaudentius Schmiderer und P. Peter Steidl, von Wien aus nach Dänemark. In diesem skandinavischen Land, das bis heute von der protestantischen Staatskirche stark geprägt ist, sollte eine Missionsstation entstehen. Man begann in einer der bedeutungsvollsten Städte Dänemarks, Odense . Unter großen Mühen wurden in den darauffolgenden Jahrzehnten eine große Kirche und ein Kloster gebaut. Von Österreich her, aber auch aus anderen Ordensprovinzen kamen im Laufe der Zeit weitere Patres und Brüder. So konnte sich die Mission unserer Kongregation ausbreiten. Unter anderem entstanden Niederlassungen in Kopenhagen und in Naestved. Die Redemptoristen bauten katholische Gemeinden und Schulen auf, sie betrieben Immigrantenseelsorge und sie waren missionarisch tätig.
Bei seinem Antrittsbesuch in Dänemark konnte sich P. Provinzial Martin Leitgöb vor Ort davon überzeugen, dass die Präsenz unserer Ordensgemeinschaft in Dänemark immer noch von Bedeutung für die katholischen Diaspra dieses Landes ist. Das wurde ihm auch in einem ausführlichen Gespräch mit dem Bischof von Kopenhagen, Czeslaw Kozon, bestätigt, der zugleich für das jahrzehntelange Engagement dankte. Derzeit leben und wirken aus unserer Provinz Wien-München vier Redemptoristen in Dänemark: P. Bernhard Kofod als Superior, P. Janusz Turek, P. Julian Bodnar und P. Jerzy Kruk. Sie betreuen die Niederlassungen in Odense und in Naestved, auch wenn am letzteren Ort Kirche und Kloster bereits seit mehreren Jahren offiziell in den Händen der Diözese sind. Die Niederlassung in Kopenhagen wird derzeit von vier Mitbrüdern aus der Warschauer Provinz der Redemptoristen betreut.
Für P. Martin Leitgöb war es erstaunlich, wie lebendig sich die katholische Kirche in der extremen Diaspora Dänermarks zeigt. In einem Land, in welchem bei großzügiger Schätzung nur 0,8 Prozent der Bevölkerung katholisch sind und das noch dazu stark säkular geprägt ist, erweist es sich als starkes Zeugnis, dass Gottesdienste gut besucht sind, dass es auch viele junge Gemeindemitglieder gibt und dass das kirchliche Leben insgesamt blüht. Das Resümee des Provinzials zum Ende des Besuches: “Ich bin den vier Mitbrüdern unserer Provinz dankbar, dass sie die mittlerweile fast 125 Tradition unserer Ordensprovinz in Dänemark nicht nur aufrecht erhalten, sondern auch lebendig weiterführen. Ebenso habe ich großen Respekt vor der mühsamen Aufbauarbeit unserer Mitbrüder in den Jahrzehnten bis heute. Diesen Respekt versuchte ich auch mit Besuchen an den Redemptoristengräbern in Kopenhagen, Naestved und Odense auszudrücken. Unserer Ordensprovinz tut es gut, außerhalb unseres eigentlichen Gebietes in Österreich und Süddeutschland im seelsorglichen und missionarischen Einsatz zu sein, weil wir dadurch mit Impulsen aus einer völlg anderen kirchlichen Situation bereichert werden.”
REDEMPTORISTERNE, –
i verden og i Danmark
Redemptoristerne er et katolsk ordenssamfund grundlagt i 1732. Navnet kommer af det latinske redemptor (forløser), altså Kristus Forløseren. Inden for den katolske kirke er der i århundredernes løb grundlagt mange forskellige ordener, både for mænd og kvinder. Fælles for dem alle er, at deres medlemmer aflægger løfte om at følge de evangeliske råd: fattigdom (man giver afkald på personlig ejendom), lydighed (man forpligter sig til at leve efter ordenens regel og adlyde sine foresatte) og ugift stand (alle medlemmer af en orden lever i cølibat, ordenen og menigheden er deres »familie«).
Hver orden har sin egen regel, der foreskriver, hvordan ordenens medlemmer skal leve, hvilke opgaver de særligt bør tage sig af osv. Nogle er indadvendte, dvs. hovedsagelig optaget af bøn, meditation eller teologiske studier, mens andre ser det som deres opgave at varetage mere udadvendte funktioner i kirken og i samfundet, f.eks. sjælesorg, sygepleje eller undervisning.
Til disse sidste hører redemptoristerne, der er stiftet af den hellige Alfonso de Liguori (1696-1787). Han blev født i nærheden af Napoli og voksede op i en adelig familie. Som 27-årig afbrød han brat en lovende karriere som advokat for at hellige sig et kald som præst og missionær. Sideløbende med et omfattende teologisk forfatterskab arbejdede han utrætteligt for at udbrede Evangeliet i den fattige landbefolkning. Om sig selv sagde han engang, at han aldrig havde holdt en prædiken, som ikke var umiddelbart til at forstå for selv den enfoldigste i menigheden. Alfonso de Liguori oplevede i sin levetid megen modgang på forskellige fronter, men holdt til det sidste fast ved sit livs opgave: at drage omsorg for og bringe Evangeliet ud til de fattige og marginaliserede i samfundet. Han endte sit liv som biskop i et lille bispedømme. Han blev helgenkåret i 1839.
Redemptoristerne betragter Klemens Maria Hofbauer (1751-1820) som deres anden grundlægger«. Han blev præsteviet i ordenen i Rom i en alder af 34 år og arbejdede derefter 20 år i Polen og blev således dén, der etablerede redemptoristerne nord for Alperne. I 1808 opløste Napoleon de religiøse ordener i Polen, og Hofbauer måtte flytte til Wien, hvor han imidlertid snart vandt indpas i kulturelle, akademiske og politiske kredse, således også i romantikerkredsen omkring Friedrich Schlegel. Han kæmpede bestandig imod statens kontrol over Kirken, og han siges endda at have udøvet en diskret, men ikke ringe indflydelse på Wienerkongressens behandling af kirkelige anliggender. Ved sin død blev han især mindet som de fattiges og den studerende ungdoms ven. Han blev helgenkåret 1909 og senere proklamerert som skyts-helgen for Wien. Eftertiden har givet ham tilnavnet Warszawas og Wiens apostel.
Redemptoristerne arbejder i dag (2024) i 82 forskellige lande. I år 2024 talte ordenen ca. 4.500 medlemmer ( præster, teologistuderende og ordensbrødre).
I 1899 kom redemptorister fra den østrigske provins til Danmark, – til Odense, hvor man samlede de mange polske sæsonarbejdere på Fyn og straks begyndte at bygge en ny kirke (Sankt Albani Kirke).
I 1901 fik de en yderligere residens i København. De etablerede sig på Amager, hvor de også byggede en ny kirke (Sankt Annæ Kirke) og åbnede en skole.
I 922 kom tre redemptorister til Næstved, hvor de afløste præmonstratenserne, som havde gjort tjeneste på stedet fra 1916. Primus motor var de første otte år pater Peter Damian Steidl. Som han i 1906 havde fået Hedvigsøstrene til Odense og skaffet dem det middelalderlige Dalum Kloster, fik han i Næstved Elisabethsøstrene fra Amager til at begynde en hospitalvirksomhed i byen. Han lagde begyndelsen til den senere Vor Frue skole, og i 1926 kunne han, til afløsning af et tidligere kapel på Præstøvej, indvie sin nybyggede Vor Frue Kirke, indviet til jomfru Maria, Moder af den stedsevarende hjælp.
Redemptoristerne i Næstved grundlagde en anneksmenighed i Vordingborg. En kirke blev indviet i 1939 og i 90’erne udbygget v. pater Jozef Dudek. I 2015 lukkede man denne kirke.
I 2014 foretog man en ændring, hvor klostret i Næstved blev ophævet og præsterne i Næstved underlagt klostret i Odense. Klostret på Amager blev overdraget til den polske provins.
I forskellige perioder arbejdede redemptoristerne i Danmark, – alle fra den østrigske provins,- ud over Odense, Amager og Næstved, også i Nykøbing Falster og i Malmø. senere på Bornholm og i Assens/Svendborg/Nyborg.
Redemptoristerne virker i et vist omfang blandt de mange polske, philippinske og vietnamesiske katolikker i Danmark, også på steder, hvor de ikke har ansvaret for sjælesorgen.
Forstander for redemptoristerne i Odense-Næstved er aktuelt pater Bernhard Kofod.
Man kan finde mere om redemptoristerne på den internationale hjemmeside:
www.cssr.com
www.redemptoristen.com/wien-muenchen
REDEMPTORISTER I NÆSTVED
gennem 100 år (1922-2022)
De første otte år.
Kilde: Peter Franz Klars to bøger:
Redemporister i det danske vikariat
Peter D. Steidl
Omkring 1910 havde havde indvandringen af polske sæsonarbejdere taget sin begyndelse. Osse på Næstved-egnen. I flere år måtte de nøjes med periodisk gudstjeneste ved vandrepræster, indtil biskop Johannes von Euch i 1916 oprettede Sydsjælland som et selvstændigt sogn med Næstved som midtpunkt og overdrog det til Præmonstratenserne fra Averbode i Belgien, – med dansk hovedsæde i Vejle.
Da disse præster imidlertid ikke forstod polsk, måtte redemptoristpater Peter Damian Steidl, som havde lært nødtørftigt polsk, fra tid til anden komme fra København og holde gudstjeneste for de polske landarbejdere
Dette var grundlaget for, at redemptoristerne fra den østrigske ordensprovins, allerede virkende i Odense og på Amager, i januar 1922 også blev betroet sjælesorgen i Næstved. Det var pater Peter Damian Steidl (49), pater Josef Dutschke (46) og broder Lukas (53). Og da det var pater Steidl, som havde banet vej for overdragelsen, blev han udnævnt til første superior og sognepræst.
I 1924 blev de suppleret med pater Karl Harmer (27).
I sin dagbog havde pater Steidl i 1921 skrevet: “Jeg vil bede Gud indstædigt om, at han vil bruge mig til noget endnu, ikke fordi jeg fortjener det, ikke fordi jeg holder mig for egnet til noget. men fordi jeg så inderligt be’r om det, skal han nok finde noget til mig!”. Og året efter skriver han: “Gud har fundet noget til mig. Han her tildelt os NÆSTVED for min skyld. Det er et vidunder af bønhørelse!”
Det ny ordenshus i Næstved begyndte i stor fattigdom. Pater Steidl beretter: “Huset, som vi overtog var fuldstændig tomt. Der fandtes ikke en eneste stol. Pater Superior på Amager købte til os for 300 kr: 3 senge, 4 stole. nogle tallerkener og gryder, 3o hl koks og 4 hl kul. Desuden fik vi 140 kr. kontant. Der var ingen lagner, ingen puder, ingen glas. Ikke engang skeer”
Om de religiøse forhold i det vidtstrakte landsogn for tæller P. Steidl i et brev: »Vi har her Næstved fundet seks danske familier, der helt er kommet bort fra troen. Og elendigheden bliver for hvert år større, idet så mange dansk-polske ægteskaber indgås. Den polske moder kan ikke de danske bønner, og den danske protestantiske fader ved ikke et muk om den katolske religion. Hvad bliver der så af sådanne børn, der vel er katolikker og danske statsborgere, men ikke ved noget om religionen!”
Det første, p. Steidl tog sig af, var kapellet i huset. Ved hjælp af gode venner blev det restaureret og forsynet med et nyt alter, nye bænke og en døbefont, der kom fra Odense. Da menigheden for første gang så det nyindrettede kapel, ville de ikke tro deres egne øjne.
Hans plan var jo at bygge en ny kirke, men det tog tid, og imens kastede han sig over andre problemer. Først oprettede han i lejede lokaler en skole, der på grund af den store tilgang af elever snart måtte overflyttes til større rum i selve præstehuset. og et børnehjem. Det lykkedes ham at få Elisabethsøstrene fra Amager til at komme til Næstved og skænke byen og menigheden begge dele: et hospital, ind viet 1923, og et børnehjem, oprettet samme år.
I 1926 gik hans allerstørste ønske i opfyldelse: Han havde fået bygget en kirke. Store velgørere havde gjort det muligt, at den kunne konsekreres af biskop Brems den 29/5 1926 til ære for Maria, Moder af den stedsevarende Hjælp. Som altret i Odense var også denne kirkes højalter, skåret i træ og forgyldt, et kunstværk af tiroler-firmaet Klemens Martiner. Den nye kirke, dog kun en afglans af Skt. Albani Kirke i Odense, hvor pater Steidl som bygherre havde overskredet budgettet med over hundrede procent, blev nu midt- og udgangspunkt for en udstrakt sjælesorg blandt Sydsjællands katolikker, særlig af polsk afstamning. Der blev holdt regelmæssig eller periodisk gudstjeneste flere steder, særlig på herregårde, hvor et større antal af polske arbejdere var beskæftiget.
Den 1. april 1930 begyndte man med regelmæssig gudstjeneste i Vordingborg,, og så godt udviklede denne del af menigheden sig, at der i 1934 kunne købes en byggegrund lige overfor banegården og 1939 opføres en kryptkirke med en større kirke for øje og regelmæssig gudstjeneste hver søndag.
Næstved var det største katolske landsogn på Sjælland. Omfattende hele Sydsjælland, måler det 1300 km2 og tæller henved tusinde katolikker blandt 100.000 indbyggere.
Hvor afholdt p. Steidl var, kom til udtryk, da menigheden i 1930 skulle tage afsked med sin afholdte sjælehyrde. Det var en rørende afsked med taler, der kom fra hjertet.
I dén anledning skrev pastor Ortved i Katolsk Ugeblad under overskriften:
Næstved i sorg:
»Pater Steidl har i otte år med enestående kærlighed, klogskab og med Guds velsignelse arbejdet her i Næstved. Da han kom, stod præstegården som nu, udadtil anstændig, men indvendig umulig. Et værelse var kapel. Siden dengang har P. Steidl skaffet menigheden et hospital, et børnehjem, et pensionat for kvinder, altsammen udmærkede bygninger under Elisabethsøstrenes ledelse. Desuden har han bygget den nye kirke. af røde mursten. – Skolen begyndte han med to elever, nu tæller den 86. På første sal bebor fire præster deres brandfarlige værelser, og under taget har tre lægbrødre deres endnu brandfarligere kamre. Men det allervigtigste er: De gode patres, disse fortræffelige missionærer, har skaffet en levende og enig menighed, fri for al splid mellem danskere og polakker. Menighedens sammenhold og hengivenhed til deres præster viser sig hver søn- og festdag, når kirkegængerne efter gudstjenesten fylder gårdspladsen og præsterne i rar venlighed samtaler med dem. Men præsterne giver også ved deres broderlige endrægtighed indbyrdes et lysende eksempel.« Så vidt pastor Ortved i Katolsk Ugeblad.
Pater Steidls navn er med uudslettelig skrift skrevet i Næstved-katolikkernes hjerter. Dette viste sig også ved hans død. Mange messer blev bestilt for ham, og adskillige fra Næstved-egnen kom til København, for at deltage i hans begravelse.
Om broder Lukas kan man læse: Stille og opofrende arbejdede br. Lukas i Næstved som portner, skrædder og sakristan og sørgede først og fremmest for præsternes forskellige fornødenheder. Altid hjælpsom, aldrig gnaven, vandt han menighedens hjerter, ikke mindst hos dem, der fra oplandet kom i kirken om søndagen og af broderen fik en kop kaffe til deres medbragte mad. Husets hønsehold var betroet til hans omsorg og det var næsten rørende at høre ham snakke med sine høns. På det senere blev han plaget af en mere og mere tiltagende gigt, som gav ham mange vanskeligheder og gjorde, at hans fingre blev helt forkrøblede, så han næsten ikke kunne holde på synålen. Kun ved hjælp af stok kunne ham humpe fra huset over til hønsehuset.
Senere kom br. Emmeran til Næstved til assistance.
Efterfølger i sognepræsteembedet blev for tre år pater Josef Resch. Pater Steidl havde ofret alt på sine projekter, så følgende er yderst troværdigt: Pater Resch havde et praktisk blik, der straks så, hvad der især manglede og energi nok til at afhjælpe manglerne. Der gives i hele Danmark næppe en præstegård, der er så fattig som den i Næstved. Den ny superior søgte straks at bøde på de værste mangler. Husets værelser blev gjort i stand, og der blev lagt løbere på gangene. . .
Mange år senere fik Næstved den smukkeste og mest funktionelle klosterbygning, fornemmere end både Àmager og Odense.