Meddelelser for den aktuelle uge findes under ‘nyeste’
Gudstjenestetider under ‘gudstjenester’
Indbydelse til undervisning mhp. første-kommunions-modtagelse og firmelse under ‘undervisning’

Sognepræstens prædiken:

11. oktober 2026 → 28. ALMINDELIGE SØNDAG I KIRKEÅRET

Kære alle sammen! Jeg vil gerne begynde med at ønske både jer og mig selv det, som apostlen Paulus siger i dagens akklamation til evangeliet: „Vor Herre Jesu Kristi Fader oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, til hvilket håb han har kaldet jer.“

Gennem profeten Esajas giver Gud os i dag et vidunderligt billede på vores håb. – Vi hører, at Gud Herren vil gøre et festmåltid for alle folk. Et festmåltid med gode retter og lagret vin. Gud vil løfte det slør, som gør, at vi endnu ikke ser ham. Og han vil besejre døden for evigt.

Og så bliver der sagt noget, som jeg synes er helt vidunderligt: ”Gud Herren vil tørre tårerne af hvert ansigt.” – Prøv at høre det endnu en gang: Gud Herren vil tørre tårerne af hvert ansigt. – Også fra dit ansigt!

De tårer, som andre mennesker måske aldrig har set. De tårer, du har grædt i stilhed. De tårer, der kommer, fordi livet nogle gange gør ondt, fordi vi bliver misforstået, fordi vi mister et menneske, fordi vi bliver syge, trætte eller ganske enkelt ikke længere ved, hvordan vi skal klare det hele.

Ingen af dine tårer er skjult for Gud. Og Gud lover os, at der kommer en dag, hvor tårerne ikke længere skal være der. Og gennem profeten Esajas siger Gud os, at det vil være ham selv, der vil tørre dem bort.

Det er det kristne håb. Ikke et håb om, at livet her på jorden altid bliver let. Det gør det ikke. Vi kender alle dage, hvor der er glæde. Men vi kender også dage med bekymringer, stress, smerte og tårer. Alligevel slutter vores historie ikke dér. Der venter os et festmåltid hos Gud.

Og måske er det netop derfor, Paulus’ ord i dag er så vigtige. Han skriver ikke fra et behageligt og bekymringsfrit liv. Han har selv oplevet, hvordan livet kan skifte mellem glæde og smerte, mellem overflod og mangel.

Og så siger han: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” Læg mærke til ordene: i ham. Paulus siger ikke: Jeg kan klare alt, fordi jeg selv er stærk. Han siger: Kristus giver mig kraft.

Det betyder ikke, at vi altid kan løse vore problemer. Det betyder ikke, at vi aldrig bliver trætte eller bange, eller at vi aldrig græder.

Det betyder, at vi ikke går alene. Det er den kristne tro. Når vejen bliver tung, er Kristus med os. Når vi ikke længere ved, hvad vi skal gøre, er Kristus med os. Når vi føler os svage, kan vi bede helt enkelt: Jesus, jeg kan ikke klare det alene. Giv mig din kraft.

Og så kommer evangeliet med endnu et billede: et stort festmåltid – et bryllup, som kongen har gjort klar. Gud har gjort festen klar. Og han inviterer os.

Vi ved ikke, hvor lang vores vej gennem livet bliver. Vi ved ikke, hvad der venter os undervejs. Men vi ved, hvor vejen ender: Hos Gud. Ved hans festmåltid.

Men indtil den dag må vi gå i troens fællesskab, støtte hinanden og tørre hinandens tårer.

Lad os derfor være mennesker, som bringer noget af Guds kærlighed ind i hinandens liv. Lad os lytte, når et menneske har det svært. Lad os være der, når nogen er såret. Lad os også passe på, at vi ikke gør hinanden ondt – med vores hårdhed, uovervejede ord eller ligegyldighed.

Vi kan ikke fjerne al smerte fra hinandens liv. Men vi kan vælge ikke at gøre den større. Måske kan vi ikke gøre meget. Men vi kan være der. Vi kan give en lille smule håb.

Og sådan kan Guds fest allerede begynde iblandt os: i et smil, i et godt ord, i en venlig gestus, i en hjælpende hånd, i den kærlighed, vi giver videre til hinanden.

For Gud har gjort festen klar. Og en dag, når vi når frem til hans festmåltid, vil han tørre tårerne af hvert ansigt. – Også dine tårer.

Og indtil den dag går vi videre – ikke fordi vi er stærke. Ikke fordi vi aldrig græder. Men fordi Kristus giver os kraft til at gå videre og bære det, vi møder på vejen. – Og hvis det bliver for tungt, så bærer han os.