Meddelelser for den aktuelle uge findes under ‘nyeste’
Gudstjenestetider under ‘gudstjenester’
Indbydelse til undervisning mhp. første-kommunions-modtagelse og firmelse under ‘undervisning’
Sognepræstens søndagsprædiken:
27. OKTOBER 2024 → 30. søndag i kirkeåret
„Hvordan kunne jeg være så blind!“ – Hvem af os har ikke sagt det? – Vi bruger dette udbrud, når vi har overset noget, fordi vi kun har set overfladen. Vi har kun set det umiddelbare og ikke hele virkeligheden.
At se og erkende hænger tæt sammen. Hvis vi har travlt, farer billederne forbi os og forbliver slørede og uklare. Men jo mere tid vi tager os, og jo mere nøje vi ser på tingene, desto mere opdager vi, at det at se ikke kun handler om at varetage og identificere noget, men at vi kommer til erkendelsen. Vi kommer til at forstå tingene dybere og at fatte deres mening.
Det gælder også for vores tro. Når vi ser på verden med vore øjne og derefter omslutter den med vores ånd, åbenbarer denne virkelighed sig for os som Guds virkelighed. Alt det, der er skabt, kan således henvise os til Skaberen, og hvert møde med andre kan åbne dimensionen af hans nærvær for os.
I Bibelen beskrives tro og vantro ofte som noget, der handler om at se – det gælder også i dagens evangelium. Bartimæus er blind, men han har hørt om Jesus og ved, at han helbreder blinde og syge. Han tror, at Jesus også kan redde ham fra hans blindhed.
I den korte dialog tiltaler han Jesus med „Rabbuni“, som betyder „min Herre, min Mester“. En tiltale, der ofte også bruges, når man henvender sig til Gud. – Selvom Bartimæus ikke kan se med sine fysiske øjne, har han med sit indre blik allerede forstået, hvem Jesus er: Den, der vil bringe lys ind i hans mørke. Derfor siger han direkte til Jesus: „Jeg vil gerne kunne se!“ I den græske tekst bruges ordet „anaplebso“, som betyder „at se op“ eller „at kigge opad“.
Bartimæus ønsker altså mere end bare at få sit fysiske syn tilbage – han vil se op mod himlen, han vil se op til Gud! Og det er troens helbredende kraft, der gør ham seende igen!
Kære alle sammen! Også vi er ikke kun bestemt til at se med vore øjne, men til at skue – med troens skuen, der lader os erkende det, som vore sanser i sig selv ikke kan opfatte: Guds nærvær – her og nu, og vores endelige hjem: Himlen.
Bartimæus stolede blindt på Jesus. – Spørgsmålet til os i dag er: Stoler jeg på Jesus? Tør jeg råbe til Jesus, når jeg er i mørke? – Tager jeg mig tid til at se på mit liv – uanset hvor svært det er – med troens øjne? – Stoler jeg på min tros kraft?
Når vi gør det, vil Jesus, vores Frelser, også igen og igen kunne sige til os: „Din tro har hjulpet dig! Gå videre!“