Ordet “katolsk” betyder egentlig bare “almindelig”, dvs. for alle. Før kirkesplittelsernes tid – Østkirken skiller sig ud fra Rom i 1054, den lutherske reformation slår igennem i Danmark i 1536 – betød “den katolske kirke” altså blot den kirke, som alle kristne hørte til. den kirke, som rummer hele kristendommen.
I dag kan ordet katolsk minde os om, at Kirken fortsat – og i endnu højere grad end f.eks. på reformationstiden – er en verdenskirke. I Europa, på det amerikanske kontinent, i Afrika, i Asien og overalt i verden, hvor den katolske kirke har fundet fodfæste, har den i større eller mindre grad været med til at forme de enkelte samfund socialt og kulturelt. Derfor er f.eks. både Nord- og Sydamerikas og ikke mindst Europas kulturhistorie uløseligt forbundet med Kirkens historie.
Den katolske kirke omfatter i dag mere end 1 milliard medlemmer over hele verden og er dermed det største trossamfund overhovedet. I Danmark er der ca. 50.000 katolikker, heraf størstedelen med udenlandsk baggrund, f.eks. polakker, vietnamesere, filippinere og folk fra landene i Sydamerika.
Overværer man en katolsk gudstjeneste i Danmark, vil man derfor som oftest møde en menighed sammensat af mange forskellige nationaliteter. Der ligger en vigtig pointe i, at vi alle, uanset hvor forskellige vi er med hensyn til sprog, hudfarve eller kulturel og social baggrund, sammen fejrer Eukaristien (messen):
»Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus« (Gal 3,28).
.jpg)
Paven, biskopperne, præsterne, søstrene
og alle os andre…
Den katolske kirke har eksisteret fra apostlenes dage til vor tid. Man kan bedst definere, hvad Kirken er, ud fra den opgave, den har i verden: at forkynde Evangeliet, at forvalte sakramenterne og at overlevere den kristne tro – vel at mærke hele den kristne tro – til hver ny generation.
Kirken har en historisk mission, nemlig den at føre menneskene tilbage til det oprindelige fællesskab med Gud, det fællesskab, der bestod inden syndefaldet. I Det Gamle Testamente læser vi, at Abraham kaldes af Gud til at være stamfader for et stort folk, og at Gud slutter en pagt med Israels folk, som skal gøre dem til »et helligt folk«. Det er denne pagt, der fuldendes med Jesus Kristus. Med Jesu død og opstandelse opstår den ny pagt, som gælder hele menneskeheden. Gud kalder i sin uendelige kærlighed alle mennesker til sig, for at de kan blive frelst. Det er det glade budskab!
Kirken er altså på én gang Guds frelsesredskab – på mystisk vis forenet med Ham – og fællesskabet af troende, som er kaldet til at være Guds medarbejdere. Man kan også sige, at Kirken på den ene side er et mysterium, en åndelig eller usynlig kirke med en opgave, som ikke er af denne verden, og på den anden side en synlig konkret virkelighed i denne verden – som f.eks. vores sognekirke i Næstved.
Den synlige kirke udgøres af lægfolk, dvs. almindelige katolikker, samt præster og ordensfolk: Ordenssøstrene er fordelt på mange forskellige ordener. Også en del præster tilhører en orden, de øvrige præster er såkaldte verdenspræster. De lever alle i cølibat. Biskopperne er den højeste teologiske autoritet i kirken. De har læremyndigheden eller den særlige opgave at være »hyrder« for de troende. Paven, som er biskop af Rom, er Kirkens synlige overhoved, som, sammen med biskopperne, i sidste instans kan udtale sig forpligtende om troen. Kirken som institution har altså ikke nogen »flad« eller demokratisk ledelsesstruktur. Det skyldes dens særlige opgave. Hvad der er kristen tro, er ikke noget, mennesker selv kan afgøre. Det er en sandhed, som er givet os oppefra, af Gud selv. Som katolikker tror vi, at Kristus er i sin Kirke, og at Han, som han har lovet det, vejleder den ved Helligånden, således at den ikke tager fejl i helt grundlæggende spørgsmål. Den kristne tro er på én gang et uudtømmeligt mysterium, og den konkrete tro, som vi alle kan leve og dø på.