Sognepræsten skriver

Meddelelser for den aktuelle uge findes under ‘nyeste’
Gudstjenestetider under ‘gudstjenester’
Indbydelse til undervisning mhp. første-kommunions-modtagelse og firmelse under ‘undervisning’

Som webmaster har jeg foreslået sognepræsten, under dette link på hjemmesiden, mandag at indlægge sin prædiken for den forgangne søndag . . .
Han synes, det er en god ide. Så derfor:

PRÆDIKEN d. 14. / 18. februar :
ASKEONSDAG / 1. SØNDAG I BODSTIDEN

Askeonsdag har sit navn efter den aske, der er forgængelighedens tegn.
Den viser hen til dét, der vár og ikke er mere;
dét, der forsvinder med vinden og ikke mere er til at se.

I mange religioner gælder asken derfor som et tegn på sorg over det fortabte og som tegn på bod – hvis vi havde været skyld i, at noget gik tabt. Israelitterne, araberne, ægypterne og grækerne bestrøede sig med aske som tegn på sorg og bod. –
Denne skik overtog de kristne menigheder ved begyndelsen af den 40-dages bodstid før påske.

Asken erindrer os om, at også vi er ofre for forgængeligheden,
og at der kommer en tid, hvor vi ikke er her mere.

Men: Dette skal dog ikke gøre os bange, men forny vores bevidsthed om, hvad der har mening i vores liv – ud over døden. Asken viser hen til ham, der har overvundet døden og forgængeligheden: til Jesus Kristus, den opstandne! Og det drejer sig om, at vi – især gennem denne fastetid – forbereder os til det endegyldige møde med Gud i evigheden.

Tre ting lægger Jesus os på hjerte i evangeliet:
bøn, faste og almisse.
Alle disse tre ting skete dengang i fuld offentlighed. Bønnen i templet.
Den, der fastede, lod ikke sjældent sine omgivelser vide, hvor from han var.
Og på samme måde den, der gav almisse.

Deri bestod naturligvis den fare, at man bare gjorde det for at andre skulle se én. Og det er det, Jesus så indtrængende advarer imod. Jesus siger, at det ikke skal være noget ydre, men noget indre. Med det ydre giver Jesus sig ikke tilfreds. Jesus vil have vore hjerter, vor hengivenhed, vor kærlighed.

Sådan set betyder det ‘At bede’ en intensiv, indre samtale med den treenige Gud, at tage sig tid til den personlige bøn og at læse i Den hellige Skrift. –
At faste betyder at tage afsked med det, som skiller os fra Gud – alle de ting i mit liv, som Gud ikke kan være med i. –
Og ‘almisse’ betyder ikke andet end at dele med de mennesker, der ikke har noget, der lider under fattigdom, der er forladte, ensomme, syge.
Men det skal ske på en sådan måde, at den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Men alt dette – bøn, faste og almisse – må ikke forstås sådan, at vi tror, at vi med vore ydelser kan gøre indtryk på Gud eller måske endda fortjene hans nåde. Det er slet ikke nødvendigt. Gud er altid nådig imod os!

Hvad vi gør og kan gøre, er ikke andet end at svare på den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, og som han daglig viser os. Og bøn, faste og almisse skal hjælpe os til at vores kærlighed bliver konkret, som apostlen Johannes siger: ”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed!” (1 Joh 3,18)

Det er nu nådens tid – en tid, hvor vi særligt skal tænke på vort livs endelige mål – på vores personlige Påske.
Det er nu en tid, hvor vi må prøve på at åbne os på ny for Guds nærhed – hans lys, hans ord, hans kærlighed!
For det er ham, der giver os kraft, mod og håb til udholdende at vandre gennem vort livs ørkener. – Ja, det er nu en tid, hvor vi – med Helligåndens vejledning – skal genoplive og forfriske vores ”første kærlighed” (Åb 2,4) – til Gud, til vor næste og til os selv.

Som tegn på, at vi mener det alvorligt, lader vi os ved bodstidens begyndelse betegne med aske og beder Gud om, at han vil ledsage vores gode vilje med sin velsignelse.