Meddelelser for den aktuelle uge findes under ‘nyeste’
Gudstjenestetider under ‘gudstjenester’
Indbydelse til undervisning mhp. første-kommunions-modtagelse og firmelse under ‘undervisning’
Sognepræstens prædiken:
19. april 2026 → 3. søndag i påsken
”Jeg kan ikke mere … Jeg håbede på, at Gud ville hjælpe mig, men det gjorde han ikke … Et kært menneske, som stod mig nær, forlod mig … Jeg ville opdrage mine børn til at være gode og trofaste katolikker, men de vil slet ikke have kontakt til Kirken … Jeg håbede, at den terapi, jeg tog, ville hjælpe mig, men den gjorde det i hvert fald ikke …”
Sådanne tanker og ord kender vi alle sammen alt for godt. Og nogle gange bærer vi dem med os, når vi kommer til messe: en tunghed i hjertet, skuffelse, måske vrede eller skyld, måske følelsen af at være blevet såret eller svigtet.
Alt for ofte sker der også noget andet: Vi kommer til at klage og jamre sammen – næsten som et helt kor. Alt for ofte gør vi andre til skyldige og kommer til at såre hinanden.
Vi alle: forældre, ægtefolk, de syge, sjælesørgere og mange andre minder meget om de to disciple, der var på vej til Emmaus. De var dybt skuffede og sårede. De ville flygte fra den by, hvor de havde mistet alt deres håb …
Kære alle sammen! At være menneske er at være undervejs. Men ofte er det en vej, hvor vi kan føle os alene med det, vi ikke forstår: vore bekymringer, vores usikkerhed, vores lidelse, vore spørgsmål.
Vi kommer i kirke, hører Guds ord til os, taler måske med præsten om vore problemer, fortæller andre om vor nød – men har svært med at opleve Guds nærvær i det hele.
Vendepunktet i Emmaus-fortællingen kommer, da de to inviterer Jesus hjem til sig. Først deler de deres sorg med ham – og derefter deler de brød med ham. Han tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det. Og pludselig åbnes deres øjne: Det er Jesus!
Kære alle sammen! Måske kender vi også sådanne øjeblikke: Efter en tid med mørke og tvivl sker der noget. Vi mærker pludselig fred. Et lille håb. En stille vished om, at Gud alligevel er nær.
Ofte taler Gud til os gennem tegn. Disciplene genkendte Jesus i brødet, der blev brudt. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham.” – Så stor betydning har tegn altså!
Det samme sker i hver eukaristi. Men også i de små tegn af kærlighed i hverdagen: et blik, et smil, et knus, en hånd, der rækker ud. – Takket være disse tegn kan vi pludselig genkende Guds nærvær og hans kærlighed!
Derfor: Lad os ikke spare på kærlighedens tegn over for hinanden – de små, ægte, kærlige tegn. For gennem dem genkender og mærker vi Guds nærvær.
Kære alle sammen! Vi er ofte på vej til Emmaus – efter en skuffelse, efter en fiasko, efter en misforståelse … efter noget, der ikke blev som vi havde håbet. Søndagen i dag minder os om, at selv om vore øjne og øren, ja, også vore hjerter, somme tider er lukkede – på grund af indre lidelser og sår, på grund af andres hårdhed eller magt over os, eller på grund af en pludselig åndelig nat, som vi oplever i os – så går Jesus ved vores side!
Han går med os i det skjulte. Han lytter til vore ord – også når de er fyldt med klage og frustration. Han forlader os ikke. Og han svigter os ikke. Han, som har sagt og siger det den dag i dag: ”Jeg er med jer alle dage.”
Hans tætteste og mest intensive tilstedeværelse er i den hellige messe. Men også i hver eneste handling af godhed og kærlighed viser han os sit nærvær.
Gid vi måtte blive ved med at fortælle ham vore sorger og vor nød, og sige til ham igen og igen: Herre, bliv hos os! Det er ved at blive mørkt, ja det er allerede nat i mit hjerte! Herre, bliv hos mig! Blev i min familie og mine relationer! Herre, kom og bliv!