Vor Frue Kirke

Påskelyset står i kirken som et symbol på den opstandne Kristus. Det tændes påskenat, hvor det bæres op ad kirkens midtergang, mens der endnu er mørkt i kirken. Det er tændt under påsketidens gudstjenester samt ved dåb. Påskelyset er forsynet med et kors, aktuelt årstal og de græske bogstaver alfa og omega (Kristus – begyndelsen og afslutningen) samt 5 røgelseskorn, som symboliserer Kristi sårmærker.

Til højre for alteret står døbefonten. Det er glædeligt, at katolikker og protestanter gensidigt anerkender hinandens dåb. Dåben er et sakramente, altså mere end et symbol.

I sakramenterne er det Gud, der handler og tilbyder mennesket sin nåde og kærlighed. I dåben bliver vi Guds børn. At blive et Guds barn betyder at blive sat i det rette forhold til Gud, det forhold der er Guds oprindelige plan med mennesket. Dette forhold kan nærmest sammenlignes med et barns forhold til sin far. I dåben tager vi således imod Guds udstrakte hånd i Jesus Kristus og indleder et livsfællesskab med Ham, som vi vokser sammen med i dåben. Læs videre “Dåben”

Præsten fejrer messe foran det fritstående alter med ansigtet vendt mod menigheden. Bordpladen er i overensstemmelse med gammel skik fremstillet af natursten. Det har en symbolsk betydning, at Herrens bord skal være som en klippe. Med til traditionen hører, at der under bordpladen er nedlagt helgenrelikvier. Alteret skal endvidere være dækket med mindst én dug. Under gudstjenesten er der anbragt tændte lys og et kors på alteret. Læs videre “Den katolske messe”

I alle katolske kirker findes enten et Maria-alter eller i det mindste en billedlig fremstilling af Jomfru Maria: en skulptur, et maleri el lign. I Vor Frue Kirke finder vi foran prædikestolen i hovedskibets venstre side en såkaldt pietà. Ordet er italiensk og betyder andagt. Det er en skulptur af Jomfru Maria med den døde Jesus på skødet. Den er udført af kunstneren Arne Bang. Den uden tvivl kendteste pietà er Michelangelos i Peterskirken i Rom. Foran Mariaskulpturen brænder der levende lys. Det er almindeligt at sætte lys foran Marias billede, når man beder om hendes forbøn. Læs videre “Jomfru Maria”

Bagest i kirken vil man lægge mærke til de fire døre, der fører ind til de to skriftestole. Præsten sætter sig i den ene side og er adskilt fra den skriftende af et gitterværk. Det sikrer en vis anonymitet, men man kan også vælge at aflægge skriftemål f.eks. i et værelse i præstegården, hvis man foretrækker en mere personlig kontakt.

Skriftemålet, eller bodens sakramente, er lige så gammelt som Kirken selv. Under skriftemålet bekender man sine synder for præsten og modtager tilgivelse fra ham på Guds og Kirkens vegne. Det er katolsk tro, at Gud altid er villig til at tage imod synderen uanset forseelsens art. Kun den viede præst har
fuldmagt til at give syndsforladelse (absolution), men en forudsætning for, at skriftemålet er gyldigt, er, at den skriftende virkelig angrer sin synd og oprigtigt ønsker at forsone sig med Gud. Læs videre “Skriftestolen”

Det første, man umiddelbart lægger mærke til, når man træder ind i kirken, er det lille kar på væggen ved indgangsdøren. Det er et vievandskar.

Det er en meget gammel katolsk praksis, at man dypper fingerspidserne i indviet vand og gør korsets tegn, når man træder ind i kirken. Den kan føres helt tilbage til jødernes renselseskult foran templet. At tage vievand minder os om dåben og vort behov for at rense os for synd, når vi nærmer os Gud.

Vievand anvendes også undertiden ved gudstjenestens begyndelse, hvor præsten bestænker menigheden med en vievandskost som et syndsbekendelses-ritual og som en påmindelse af dåben.